Billede af bogforside

Anbefaling: Kristiane af Trude Teige

06.02.24
Medrivende historisk roman om en stærk og sej kvinde i et mandsdomineret kystsamfund et sted i Norge

Handling:

Vi befinder os på en lille norsk ø i 1800-tallet, hvor vi følger den smukke og målbevidste Kristiane og hendes vej gennem livet - fra ung til moden kvinde.

Anmeldelse: 

Kristiane er en gribende fortælling om en stærk kvinde, en såkaldt kystkvinde, i et mandsdomineret norsk kystsamfund i 1800-tallet. Den velkomponerede historie, indimellem med flashback, er i perioder ret dramatisk og har karakter af en strandingshistorie. Som læser tager den ene side bare den anden. 

Lektøranmelder skrev: “En gribende fortælling om en stærk og ukuelig kvinde, og hvad der er med til at forme et liv. Kristiane har ben i næsen og passer ikke ind i de roller for mand og kvinde, som eksisterer i denne tid. Der er mange smukke beskrivelser af det barske og rå, men også gavmilde hav, som forsyner samfundet med fisk og gør, at folkene kan overleve

Bogblogger.dk skrev: "Jeg kendte bedst Trude Teige som krimiforfatter til serien om tv-journalisten Kajsa Coren, og var derfor spændt på at læse noget fra hende, som var i en helt anden genre, – men Kristiane skuffer ikke, det har været et umådeligt stærkt, godt, udfordrende og krævende bekendtskab."

Om bogen: 

Alpha 2023; 1. udgave; 417 sider.

Om forfatteren:

Trude Teige er norsk forfatter. Hun er uddannet oversætter og journalist og arbejdede i en årrække som reporter hos det norske TV 2. Hun debuterede som forfatter i 2002 og har skrevet en række romaner og krimier. Mormor dansede i regnen er den første, der udkommer på dansk.

Målgruppe:

For læsere af bøger om stærke kvinder og bøger med noget på hjerte.

 

 

Materialer