Hvalsø
Sigrid Nilausen, årgang 1934:
"Vi hørte jo til de fattige,
men det tænkte jeg ikke over til hverdag"
Der var færre huse i Hvalsø for otte årtier siden, da Sigrid Nilausen – 88 år i 2022 – var barn i byen. Der var for den sags skyld også færre huse for godt fem årtier siden, da hun var ung mor med fuldtidsarbejde, men uden mulighed for at få en børnehaveplads til sin lille dreng. Der var flere marker, flere hestevogne, få biler, men flere, mange flere butikker. De formelle foreninger var færre end i dag, men alle kendte alle og mødtes blandt andet på hovedgaden, i butikkerne, i skolen, i kirken, på kroen og til arrangementer på hotellet i den lille stationsby.
Der var færre løse penge og mere sparsommelighed. Og der var kortere skolepligt. Efter syv år var det slut med skolen for de fleste, og mange kom på arbejdsmarkedet, fra de var omkring 15 år. Så havde familien én mindre at forsørge. Familierne var gennemgående større, med flere børn end i dag, men næppe nogen anden familie i Hvalsø havde så mange børn som Sigrid Nilausens. Hun var det sidste barn i en børneflok på 13, hvoraf en enkelt lille Anna døde, før Sigrid kom til.
Sigrids mor, Johanne (1889-1962), frembragte drenge og piger i en lind strøm i mere end et kvart århundrede. Ud over den lille Anna, som ikke klarede sig, blev det til seks drenge og seks piger. Drengene hed Ejnar, Alfred, Carl, Svend, Gunnar og Verner. Pigerne hed Ingrid, Erna, Esther, Ellen, så kom nok en Anna og til allersidst, i 1934, kom Sigrid som en eftertanke, fem år efter sin yngste storebror.
Da Sigrid blev født, boede den store familie i en kommunal lejlighed i Østergade, men selv efter datidens standarder kunne lejligheden ikke rumme dem, og der skete en forandring, da Sigrid var halvandet år: "Så flyttede kommunen os herop", siger Sigrid med henvisning til det lille hvide hus fra 1912, som ligger klos op ad Hvalsø Storskov for enden af Lodderne, der fører fra Ny Ringstedvej til skoven. Huset synes at være blevet købt af Hvalsø-Særløse Sogneråd for at huse familien. Dér har Sigrid boet siden, forlængst ikke mere som lejer hos kommunen, men som ejer af huset sammen med sin 56-årige søn, René.
Malkning og stenhugning
Voldsomt megen plads var der ikke til den store børneflok i det lille hus. Ganske vist var de ældste søskende allerede voksne og udfløjne, da Sigrid kom til, men alligevel var der mange børn. De sov på madrasser på gulvet i soveværelset, placeret som sild i en dåse, nogle med hovedet den ene vej, andre med hovedet den anden vej. Sigrid husker det ikke som trangt og presset, men som rart og venligt og uden særlige konflikter, hverken mellem børnene eller mellem børn og forældre.
At huset var så tæt befolket betød også, at der var mange om at dele det udendørs lokum og den balje i køkkenet, som blev brugt, når man skulle vaske sig. Moderen, Johanne, stod hver dag op kl. 4 og sled sig i al slags vejr hen over markerne for at malke køer på den store Kirkebygård, som lå nede i byen, hvor Brugsen ligger i dag. Faderen "huggede sten for kommunen", fortæller Sigrid, som derfor har en svaghed for Jens Vejmand.
Som yngste medlem af en så langstrakt børneflok ender man med så mange nevøer og niecer, at det er umuligt at få overblik over. Og man kan komme ud for sære forviklinger. Sigrid gik for eksempel i skole med en af sine niecer. De var jævnaldrende. En af lærerne havde morskab af ofte at sige til niecen, at hun skulle spørge sin faster om det ene eller det andet: "Men det var noget vrøvl, for jeg var faktisk hendes moster", siger Sigrid, der i øvrigt endte med at få en af sine fætre til svigerfar. Han hed Nilausen, mens Sigrids gren af familien hed Nelausen, fordi en præst engang havde skrevet forkert i kirkebogen og erstattet et 'i' med et 'e'. Da Sigrid blev gift med sin Preben, som altså var hendes fætters søn, valgte hun at overtage i-et og gøre præstens fejltagelse god igen.
I dagligdagen var der ikke meget at rutte med, selv om udgifter til sådan noget som telefon, fjernsyn og bil først meldte sig, da Sigrid var blevet voksen. Der hørte næsten ingen jord til huset, men familien havde en kolonihave, hvor de dyrkede grønsager – kartofler, gulerødder, grønkål, porrer, løg, rødbeder og så videre.
Nogle gange var det nødvendigt at bede om kommunal hjælp, for eksempel da Sigrid skulle konfirmeres i 1948. Dengang betalte familien kommunen 75 kr. om måneden i husleje. Som hjælp til konfirmationen blev 150 kr. bevilget. Faderen, Frederik (1874-1951), gik til de ansvarlige og spurgte, om de måske ville være i stand til at udruste en pige med konfirmationskjole, andendagskjole, og hvad der ellers hørte til for 150 kr.: "Så fik vi lidt mere", husker hun.
Skoleglæde
Hvalsøs skole lå, hvor der i dag er bibliotek og arkiv og havde omkring 150 elever. Dér gik alle børnene i skole, og det kom ikke på tale at pjække, selv ikke i rygende snevejr og med en blæsende tur hen over markerne som del af programmet: "Men så kunne det vise sig, at alle bybørnene var blevet hjemme på grund af vejret, og så blev vi også sendt hjem igen", fortæller Sigrid, som husker sin skoletid med stor fornøjelse – også lektielæsningen ved sommertid: "Min mor var som regel hjemme, når jeg kom fra skole, men om sommeren var hun af og til i skoven for at plukke hindbær til syltning. Nogle gange smurte jeg mig en mad og lagde mig i græsset udenfor og lavede lektier, indtil min far kom hjem. Så hyggede vi os. Andre gange gik jeg hjem med en veninde eller omvendt. Jeg gik også med aviser." Badeliv, for eksempel ved Avnsø, hørte ikke til rutinerne. Sigrid havde ikke lært at svømme, og var ikke fristet af vandet.
Skulle hun ønske sig en bid af sit liv tilbage, ville det være skoletiden, er hun kommet frem til: "Jeg hylede, da jeg skulle holde op", fortæller hun. Det skulle hun efter syvende klasse. Anderledes kunne det ikke være. Så kom mange piger ud som tjenestepiger, også Sigrid – men uden at hun fik smag for det, og det varede kun et enkelt år.
I folkeskolen havde hun det ikke blot godt med lærerne, men også med kammeraterne, som flittigt skrev hendes regnestykker af, en enkelt gang med det resultat at en af hendes sjældne fejl blev mangfoldiggjort og afleveret til læreren af flere klassekammerater. Både velhavende og mindre velhavende gik sammen i skolen, uden at Sigrid mærkede meget til forskellene i hverdagen: "Lidt var der. Man mærkede forskellene lidt i skolen. Vi hørte jo til de fattige og fik også julehjælp fra kirken. Så blev det noteret i kirkebogen, at Frederik og Johanne Nelausen havde fået 75 kr. i julehjælp. Når vi skulle holde konfirmation og andre fester, holdt vi små fester og maste os sammen i huset", siger hun, men hun siger det uden fortrydelse og mindes ikke at være blevet nedladende behandlet eller have følt sig mindreværdig, fordi der nu engang var mange børn, meget hårdt arbejde og få penge i hendes familie:
"Alle gik sammen i én pærevælling. Gårdmænd, husmænd og så videre. Jeg mindes hverken snobberi eller mobberi, og vi oplevede egentlig ikke at være fattige eller at have det dårligere end andre. Det var ikke, så man følte sig trykket af det. Det hele var bare lidt strammere. Af tøj fik vi, hvad vi havde råd til at købe – og jeg havde da en celluloid-dukke. Jeg var sådan en tøs, der legede med dukkelegetøj."
Sigrid havde fulgt godt med i timerne i folkeskolen og var dansklærer Axel Holm Christiansens yndlingselev. Efter at hun i et år havde gået til hånde på en gård i Nørre Hvalsø, lykkedes det ham at skaffe hende to år på Tølløse Højskole. Hun ville meget gerne gå mere i skole og slog til. På en eller anden måde blev det finansieret og var med til at berede vejen for, at hun senere fik kontorarbejde, men hun var ikke så glad for højskolen, som hun havde været for folkeskolen og måtte tilpasse sig nogle omgangsformer, som hun ikke havde været vant til og oplevede som snobbede. Til gengæld lærte hun lidt tysk og engelsk i Tølløse. I folkeskolen i Hvalsø blev der ikke undervist i fremmedsprog.
Lærer Christiansen var nok noget mere religiøs end de fleste. Han var kirkesanger og formentlig medvirkende til, at Sigrid gik i søndagsskole i missionshuset på Holbækvej og fik kontakt med KFUK-spejderne (Kristeligt Forbund for Unge Kvinder). I den forbindelse mindes hun nogle "fantastiske Skt. Hans-fester for børnene ude ved Tadre Mølle". Siden blev Sigrid også medlem af menighedsrådet, men en meget dyb religiøsitet var alt dette i hendes tilfælde ikke forbundet med. Hun gemte sig for pastor Villesen, da han kom vandrende over markerne for at yde sjælesørgeri, efter at hendes første forlovede havde mistet livet ved en ulykke. Og, fortæller hun lakonisk: "Hjemme hos min første forlovede bad de bordbøn, men min mand var ateist." Men Sigrid var gerne med, hvor der skete noget, uanset om det drejede sig om søndagsskole, om korsang eller om gymnastikundervisning i Borrevejle, og det kirkelige var en del af det fælles liv i den lille by.
Sangkor på scenen i Borrevejle. ca. 1940. Muligvis lærer Kofods sangkor fra Kirke Hvalsø skole. Ukendt fotograf. Lejre Arkiv.
Tølløse Højskole blev drevet af baptisterne fra 1928 til 1986. Oprindelig var den blevet oprettet i Gistrup nær Ålborg med det formål at uddanne ledere til de danske Baptistmenigheder, men i 1928 flyttede den altså til Tølløse, hvor der var en aktiv baptistmenighed. Formålet var dobbelt. Man ville "vække og oplyse", fortalte en brochure i 1955, få år efter at Sigrid havde bevæget sig videre i livet, nu med kundskaber, der gjorde det muligt for hende at komme i lære som kontorelev på Roskilde Dagblad.
Soldaten sagde Heraus!
Som Sigrid husker det, var Hvalsø i hendes barndom og ungdom et sted, hvor de fleste var på fornavn med de fleste. Dog var de færreste på fornavn med de fine fruer, som stod i spidsen for husmorforeningen. Den blev stiftet den 28. januar 1942. Hele 84 deltog i den stiftende generalforsamling, hvilket gav grundlag for, at foreningen kunne blive en selvstændig forening under De Danske Husmoderforeninger, som var fra 1920.
Som ung meldte Sigrid sig ind i foreningen, der fortsat eksisterer og nu også har mænd blandt sine medlemmer. Dog er der ikke så mange medlemmer som i storhedstiden. Blandt datidens formænd, som alle var kvinder, husker Sigrid "lægefru Else Gulstad", der en overgang også var landsformand for foreningerne, samt "fru apotekerinde Jølner og fru bagermester Andersen – sådan sagde man dengang. Det var mændenes stilling, som talte, også i en husmorforening." Der blev arrangeret månedlige foredrag og banko med god tilslutning. Sammen med René sidder Sigrid fortsat i bestyrelsen for den nu godt tyve medlemmer store forening, som i mellemtiden er blevet omdøbt til Nutidens Kvinder.
Foreningen blev stiftet under besættelsen, som Sigrid – dengang en lille skolepige – har spredte erindringer fra, herunder at det var en fest, da broderen Gunnar, som var bud hos bageren, havde held til at skaffe tyggegummi på trods af, at alt var rationeret. Fra den mere alvorlige afdeling husker hun, at en lokal lægefamilie af jødisk herkomst måtte flygte en morgen på cykler til Gilleleje for at komme med båd til Sverige og sikkerhed. I dag undrer hun sig over, hvem der mon hjalp familien, for nogen må vel have hjulpet – og hvorfor var det nødvendigt for dem at cykle hele den lange vej til Gilleleje?
Først og fremmest husker hun, at skolen blev beslaglagt af besættelsestropperne: "En stor tankbil kom kørende ind i gården. Lærer Christiansen gav os besked om, at vi skulle pakke vores tasker. Så blev døren slået op med et brag, og en soldat råbte 'Heraus!' Det var skræmmende, Jeg glemmer det aldrig. Så længe krigen varede, måtte vi så gå i skole forskellige steder i byen, hvor man nu kunne finde plads til os", fortæller Sigrid.
Valborup skovriddergård blev brændt ned af tyske soldater som straf for skovridderens sabotagevirksomhed: "Fra vores hus kunne vi se flammerne og røgen. Skovridderen slap væk, og det lykkedes ham at komme til Sverige", siger Sigrid. Ved befrielsen i 1945 var hun lige netop ti år gammel og husker, at skovfogeden, som også havde været frihedskæmper, kørte gennem byen i en lille åben vogn og var lokal helt: "Alle var på gaden."
Alt i alt synes Sigrid, at "det var bedre herude dengang. Man kendte hinanden. Ostehandleren vidste, når der var et barn, som ikke kunne lide ost, og han kunne finde på at drille med det. Når man handlede i Brugsen, mødte man kun folk, som man kendte. Sådan er det ikke i dag. Der var også flere butikker, mange flere, og folk købte ind lokalt."
Mange butikker, men ingen børnehave
Når Sigrid i dag lukker øjnene, kan hun tage sig en gåtur fra jernbaneviadukten og op ad Hovedgaden og se alle butikkerne for sig, som gaden var omkring midten af 1950'erne. På højre side lå Irma, et parfumeri, en ostehandler, en manufakturhandel, en cykelhandler, en stor tøjforretning, et kransebinderi, en bank, en viktualiehandel med en ualmindelig god spegepølse, en damefrisør og en taxacentral. På venstre side før viadukten lå hotellet, hvor der blev holdt juletræsfester, og lokaler blev udlejet til selskaber, banko og danseskole: "Jeg gik til dans med en veninde, der hed Åse. Vi var også med til en opvisning – men da der blev danset tango, måtte vi trække os ud i kanten, for det kunne vi ikke."
Fra viadukten og op ad gaden på den venstre side lå så en fiskehandel, en skrædder, nok en bank, en lille købmandsbutik, der blandt meget andet solgte bolsjer i kræmmerhuse, en farvehandel, en guldsmed, et bageri, en brugs, mønsterbageriet, nok en købmand og så kom kirken og kroen efterfulgt af sygekassekontoret, en bedemand og en garnforretning.
Sigrids mand, Preben, så ikke noget til alle disse herligheder i løbet af ugen. Preben var bryggeriarbejder på Tuborg, og det lod sig ikke let forene med at bo i Hvalsø. Transporttiden var simpelthen for lang med de transportmidler, der var til rådighed – bumletog og ingen bil. Det var næsten ikke til at komme hjem, før man skulle afsted igen, så på hverdagene boede Preben hos sin mor på Østerbro. Kun i weekenden kom han hjem.
Også Sigrid havde dog arbejde i København, nærmere bestemt 31 års kontorarbejde på kosmetikvirksomheden L'Oreal, der havde kontor på Amager. Hun kunne ikke undslippe den trælse transport, for der var en lille søn at tage hensyn til. Der var ingen børnehave i Hvalsø – "den kom først, da René fyldte 6!" – så hver morgen stod Sigrid op kl. 5 og tog rutebilen med barnet til Osager, hvor han blev modtaget af sin moster Esther. Og så gik Sigrids tur videre med bus til Roskilde, tog til København og bus til Amager. Om eftermiddagen gik det den modsatte vej. Sigrid var træt, når hun kom hjem. Om morgenen hjalp det lidt, at hun havde en aftale med rutebilchaufføren om, at han skulle se efter hende. Hun kunne være lidt forsinket, for: "Det var hårdt at slæbe babyliften over snedriverne."
Købte huset af kommunen
På Renés 13-års fødselsdag i 1978 var Preben på vej hjem fra Tuborg til Hvalsø, da han blev ramt af en blodprop. Han nåede aldrig frem. Derefter boede Sigrid, René og Gunnar – en af Sigrids brødre – alene i huset, som de havde fået mulighed for at købe af kommunen, mens Preben levede:
"Kommunen ønskede at sælge huset. Sognerådet kom herop og så sig omkring, og vi blev spurgt, om vi ville købe det, og hvor meget vi ville betale for det. Det vil sige: De spurgte min mand og min bror, men ikke mig. Man spurgte ikke kvinder om den slags. Nå, vi fik tid til at tænke os om", fortæller Sigrid og fortsætter: "Vi havde ikke megen forstand på huskøb og store penge, men min bror Alfred foreslog, at vi skulle lægge ud med et bud på 90.000 kr., og det gik godt." Buddet blev næsten accepteret af kommunen: Prisen blev 100.000 kr., og den 14. juni 1974 blev der udstedt et skøde, som delte ejerskabet ligeligt mellem Sigrid, Preben og Gunnar. De skulle altså hver stille godt 33.000 kr. Hvordan det gik for sig, kan Sigrid ikke huske, men der var jo flere banker i byen og en overgang også en sparekasse – og alle kendte alle.
Sigrid voksede op uden al den teknologi, som præger livet i dag. Der blev lyttet til hørespil og radioavis, men avis indgik ikke i budgettet. En telefon blev anskaffet omkring 1960, da en af brødrene skulle køre skrald sammen med en kammerat og derfor fik presserende behov for en telefon. Nummeret var Hvalsø 121. Bil blev det først til i starten af 1980'erne, da René var blevet voksen og fik kørekort.
Pjerrot og Columbine
I en del år havde Sigrid og hendes familie lov til, når særlige behov opstod, at bruge den telefon, som tilhørte parret i huset på den anden side af vejen. Dér boede Tivolis Pjerrot og Columbine, som var hyggelige naboer. Deres borgerlige navne var Carl Johan og Frida Hviid.
Carl Johan var Pjerrot i Tivoli fra 1938 til 1963 og medvirkede i over fyrre film frem til sin død i 1964. Frida var Columbine i omkring 15 år. Også hun medvirkede i mange danske film, og Sigrid husker, at når en af disse film blev vist på fjernsynet, styrtede Frida ind for at sikre sig, at hun blev krediteret. Det var indtægt, og hun skulle i hvert fald ikke snydes. Parret havde en lejlighed i Brønshøj, og deres hus på Lodderne var egentlig deres sommerhus, men efterhånden blev det til, at de boede der næsten permanent. Frida var glad for solbærrene, som voksede uden for Ne/ilausen-huset: "Hun gik og sang, mens hun plukkede solbær. Og hun havde et vækkeur med, fordi hun ikke ville gå der for længe", mindes Sigrid.
Siden Pjerrots og Columbines tid er nye naboer og genboer kommet til her og der i de nærliggende huse, og Hvalsø har haft parcelhusvokseværk, mens bilerne er blevet flere og butikkerne færre. Særligt det sidste er ikke en udvikling efter Sigrids hoved. Hun ville ønske, at Hvalsø igen fik en hovedgade med så mange butikker som tidligere. Hun har nok ikke den store udsigt til at få sit ønske opfyldt.