Kirke Sonnerup

11.09.23
En købmandssøn går på valsen...

Af Leif Rasmussen

...som malersvend, men ender også som købmand.

Lejre arkivs samlinger gemmer på en fascinerende historie om en købmandssøn fra Kirke Sonnerup, som fik så meget udlængsel at han uddannede sig som malersvend for at gå på valsen i årene 1902-04.

Købmandssønnen bliver født i 1880 i den nu forsvundne købmandsejendom, som blev opført i 1878 og som indtil 1991 lå på Sonnerup Gade 20 midt i Kirke Sonnerups gamle bydel med byens gadekær som nabo mod nord. I dag er der på den grønne kommunale græsplæne ikke nogen særlige spor efter den gamle købmandshandel.


Købmandshandelen Sonnerup Gade 20 ca. 1909
Foto: Lejre Arkiv

 

Købmanden er Peter Nielsen (1849-1928) fra Mørkøv, som var i ægteskab med Karen Sofie Vilhelmsen (1855-1931), en gårdmandsdatter fra Rye. Sønnen bliver født den 16. januar 1880 og døbes et par måneder senere den 14. marts 1880 i Kirke Sonnerup kirke. Han får navnet Vilhelm Peter Nielsen.

 
 


Vilhelm Peter Nielsen (foto taget under ophold i 1903 i Davos, Schweiz)
Foto: Lejre Arkiv

 

Vilhelm er allerede som dreng nysgerrig på den store verden, men vidste godt at chancerne for at komme "derud" var minimale, hvis han går i faderens fodspor som købmand. Som 12-13 årig følger han en malers arbejde på købmandsejendommen og bliver interesseret i malerfaget. Så efter konfirmation kommer han i malerlære hos malermester Hans Peter Rasmussen, Bellegårdsvej 1 i Lille Karleby.

Efter læretiden er overstået tager Vilhelm en vinter på Vallekilde Højskole. Da højskoleopholder er forbi skal der findes arbejde, og udlængslen gør at han rejser til Flensborg. Efter at være taget hjem i en kort periode for at få sessionen overstået, hvor han trækker frinummer, rejser han tilbage til Flensborg. I februar 1902 har Vilhelm tjent nok til at den store rejsedrøm skal opfyldes, så han siger sit job op og starter vandringen ned igennem Tyskland. I januar 1903 er han nået til München, og for at passere Tysklands sydgrænse, og fortsætte rejsen videre sydpå, er et rejsepas nødvendigt. Det får Vilhelm udstedt af det danske konsulat i München.


Kilde: Lejre Arkiv

 

Med rejsepasset i hånden kan "valsen" sydpå for alvor begynde. Vilhelm rejser videre ned igennem Schweiz og Italien. Efter vandring rundt igennem Italien ender Vilhelm i Trieste. Herefter går turen videre til Tyrkiet, hvor han dog får indrejseforbud på grund af nogle formaliteter. Turen går videre til mellemøsten, hvor blandt meget andet Cairo i Ægypten og Jerusalem og Jeriko i "det hellige land" besøges.

Vi er i tiden, hvor hverken fotografiapparater endsige mobiltelefoner var hver mands eje. Så i stedet for tegnede Vilhelm flere af de steder han besøgte. Samlingen af tegninger findes i Lejre Arkiv.

Til sidst bliver det dog tid til at vende snuden hjemad, og turen tilbage til Danmark går op igennem Europa. Vilhelm ankommer i december 1904 sammen med rejsekammaraten Josva Ferdinand Dichmann til dennes hjemby Nykøbing Falster. I Nykøbing Falster får de to taget et sidste billede af dem som svende på valsen.

 

 
Josva Dichmann til venstre og Vilhelm Nielsen til højre med ranslen på ryggen, 1904
Foto: Lejre Arkiv

 

Vilhelm vender herefter tilbage til forældrenes købmandshandel i Kirke Sonnerup og tager arbejde på egnen som maler.

I 1908 køber Vilhelm malermester Carl Theodor Valentins ejendom på Thorsvej 4 i Torkildstrup for at drive sin malervirksomhed derfra. I købekontrakten er indføjet en klausul om, at sælgeren Carl Theodor Valentin ikke må bedrive sin malerprofession indenfor 1 kilometers afstand af Torkildstrup.

Huskøbet er ikke tilfældigt, for året efter i marts 1909 bliver Vilhelm i Kirke Sonnerup kirke viet til Sida Marie Nielsen, en gårdmandsdatter fra Kirke Sonnerup, og stifter familie.

I 1915 beslutter Vilhelm sig til, at der skal ske noget andet. Han køber i juni 1915 ejendommen på Hovedgaden 16 i Kirke Hvalsø. Seks måneder senere i december 1915 får han næringsbrev til at drive detailhandel fra ejendommen, dog uden tilladelse til at sælge "stærke drikke".

 


Kilde: Lejre Arkiv

 

I 1918 sælger Vilhelm ejendommen på Thorsvej 4 i Torkildstrup til den tidligere ejer Carl Theodor Valentin, og komcentrerer sig nu om driften af købmandsforretningen i Kirke Hvalsø.

Ti år senere i 1928 skal der endnu engang ske noget nyt. Vilhelm sælger købmandsforretningen i Kirke Hvalsø til en købmand fra Roskilde, og køber i stedet for dennes købmandshandel på Sønderlundsvej 43 i Roskilde. Vilhelm får et nyt næringsbrev, denne gang med tilladelse til at sælge "stærke drikke". Åbenbart er behovet for at kunne betjene drikfældige større i Roskilde end i Kirke Hvalsø.

Forretningen på Sønderlundsvej må være gået godt, for endnu ti år senere i 1938 køber Vilhelm en parcel  af Vestermarken i Roskilde, den parcel som i dag er Havelodden 12. Han opfører det nuværende hus og flytter med sin familie dertil. I 1949 sælger Vilhelm ejendommen og flytter med hustruen tilbage til købmandsforretningen på Sønderlundsvej 43.

Vilhelms hustru Sida Marie dør i 1955 på Sct. Maria hospital i Roskilde, og syv år senere i 1962 dør Vilhelm i hjemmet på Sønderlundsvej 43. Et langt og begivenhedsrigt liv er forbi.

Hvis læseren gerne vil vide flere detaljer om Vilhelm Nielsens lange tur på valsen, så kan hans dagbøger m.v. studeres på Lejre Arkiv.